AB har forlænge kontrakten med den canadiske offensivspiller O’Vonte Mullings. Den nye aftale binder Mullings til klubben frem til sommeren 2027, og både spilleren og klubben ser optimistisk på samarbejdet.
En stærk start i AB
Mullings har i denne sæson bidraget med fire mål og en assist i 14 ligakampe. Han har vist sin alsidighed ved at spille både som fløj og angriber og er blevet en vigtig del af AB’s offensiv. Siden sin ankomst fra New York Red Bulls i starten af 2024 har Mullings spillet 30 kampe og scoret fem mål for klubben.
O’Vonte Mullings: “Fremtiden er lys”
Den 24-årige canadier udtrykker stor glæde over kontraktforlængelsen:
“Jeg er glad for at kunne forlænge mit ophold her i AB, og jeg er meget taknemmelig over at have fået den mulighed. Fremtiden er lys, og jeg ser frem til at få mange gode minder med klubben.” udtaler Mullings til AB
Cheftræner og sportsdirektør roser Mullings
Cheftræner Joey Gudjonsson er begejstret for at have Mullings med i truppen i de kommende år:
“Jeg er utrolig glad for, at O’Vonte har valgt at forlænge helt til 2027. Han er et godt eksempel på, hvordan vi ønsker at rykke spillere. O’Vonte betyder meget i vores offensive spil, hvor hans fart og fysik giver ham nogle fordele, som vi håber kommer endnu mere til udtryk i fremtiden.”
Sportsdirektør Jen Chang ser også store perspektiver i forlængelsen:
“O’Vonte er en person med en stærk karakter og en ekstremt god arbejdsmoral. Han har vist store forbedringer i sit spil denne sæson og er en vigtig brik i vores angreb. Vi er meget tilfredse med, at han knytter endnu stærkere bånd til klubben.”
Fra MLS til dansk fodbold
O’Vonte Mullings begyndte sin professionelle karriere i USA, hvor han blev draftet af New York Red Bulls som en del af 2022 MLS SuperDraft. Efter imponerende præstationer hos Florida Gulf Coast University spillede Mullings 56 kampe for New York Red Bulls II og fik debut for førsteholdet med tre optrædener.
AB´s næste kamp er lørdag den 8 marts hjemme mod Bk Frem