AB Gladsaxe fortsætter deres imponerende stime i CampoBet 2. division, hvor de fredag hentede en stærk 2-1-sejr på udebane mod Næstved Boldklub. Kampen bød på både tålmodighed, effektivitet og stor moral fra gæsterne, der kom bagud, men vendte kampen med to hurtige scoringer i anden halvleg.
Efter en første halvleg, hvor Næstved havde mest initiativ, kom AB ud fra pausen med langt mere energi og tro på tingene. Og det gav hurtigt udbytte.
I det 56. minut udlignede Jonatan Mathys med et flot spark fra kanten af feltet, der gav AB fornyet tro på sejren.

Det var dejligt at score til 1-1. Jeg modtager bolden lidt udenfor feltet og tænker, der er en god mulighed for at score. Bolden ryger i mål, og det var en fantastisk følelse. Målet gav os momentum, og endnu mere tro på de tre point, fortæller Mathys til 3raekke.dk.
Kun otte minutter senere fulgte Adrien Koudelka op og bragte AB foran 2-1 med en præcis afslutning, der fuldendte comeback’et.
Selvom Næstved pressede hårdt på i slutfasen, stod AB defensivt stærkt og afviste hjemmeholdet.
– Næstved har en god bane, hvilket kun er til vores fordel, da vi spiller god og hurtig fodbold langs jorden, forklarer Mathys.
Efter kampen var der naturligvis stor glæde i omklædningsrummet, hvor sejren blev fejret som endnu et bevis på holdets stærke formkurve.
– Stemningen i omklædningsrummet var rigtig god. Fem sejre i streg, og vi jagter den sjette på næste lørdag, siger Mathys
AB Gladsaxe topper tabellen efter mødet med Næstved BK og skal på lørdag forsøge at udbygge føringen, når Brabrand IF kommer på besøg i Gladsaxe.

