AB Gladsaxe har tirsdag meldt ud, at man har forlænget aftalen med 20-årige Frederik Lindgaard for en sæson mere, så han også tørner ud for klubben i 2025/2026 sæsonen i CampoBet 2. Division.
Med 25 optrædener i den netop overstået sæson, samt to mål og to assists, har Frederik Lindgaard været en værdifuld mand som højreback og højrekant. Det er derfor også en tilfreds AB træner, Jóhannes Karl Guðjónsson, der kan konstatere, at det er lykkedes de to parter at forlænge aftalen.
Til klubbens hjemmeside udtaler Jóhannes Karl Guðjónsson.
“Han har haft nogle stærke præstationer det seneste forår, og jeg er begejstret over at fortsætte med at arbejde med ham og hans videre udvikling.”

Selv ser Frederik Lindgaard også frem til flere kampe for AB Gladsaxe.
“Jeg er meget glad og taknemmelig for at forlænge med AB og fortsat være en del af projektet. Jeg ser frem til at skabe endnu flere minder foran vores fans på Gladsaxe Stadion og bidrage til at gøre ambitionerne om oprykning til virkelighed.”
AB Gladsaxe åbner sæsonen i CampoBet 2. Division den 2. august klokken 13:00, når man gæster Ishøj IF.

