Et voldsomt tordenvejr satte en brat stopper for opgøret mellem Vejgaard Boldspilklub og Odder IGF i CampoBet 3. Division. Efter flere afbrydelser og en lang pause blev kampen aldrig færdigspillet – og nu har Fodboldens Disciplinærinstans fastslået, at resultatet 1-1 står ved magt.
Kampen afbrudt to gange
Lørdag den 30. august 2025 tog Vejgaard imod Odder på Spar Nord Arena i en kamp, der hurtigt blev præget af vejrguderne. Efter blot ti minutters spil blev dommeren nødt til at afbryde kampen på grund af torden. Efter næsten to timers pause kunne spillerne vende tilbage på banen, og første halvleg blev spillet færdig. Stillingen var 1-1, da kampen kort inde i anden halvleg igen måtte afbrydes. Denne gang efter fem minutters spil, hvor lyn og torden gjorde det uforsvarligt at fortsætte.

Klubbers fælles ønske
Efterfølgende indsendte både Vejgaard og Odder en redegørelse til DBU. Her gjorde klubberne det klart, at de ikke ønskede kampen spillet færdig eller spillet om. Begge pegede på, at stillingen 1-1 burde stå som det endelige resultat.
Fodboldens Disciplinærinstans, med formand Jens Hjortskov i spidsen, behandlede sagen på baggrund af dommerens indberetning og klubbernes redegørelser. Instansen fastslog, at kampen hverken skal genoptages eller spilles om.
Odder IGF kan nu se frem til en svær udekamp mod Nykøbing FC, mens Vejgaard BK på hjemmebane tager imod Hørsholm-Usserød IK.

