2. division starter om

Dage
Timer
min

Divisionsforeningen tester officiel 2. divisions-hymne

Indmarch

I et overraskende tiltag har Divisionsforeningen besluttet at teste en officiel 2. divisions-hymne, der skal afspilles, når spillerne træder ind på banen før kampstart. Testen skal gennemføres i det kommende slutspil i 2. division, og målet er at skabe en stemningsfuld og genkendelig intro til kampene – lidt i stil med Champions League-hymnen, dog med et klart dansk præg.

Direktør for Divisionsforeningen, Claus Thomsen, forklarer idéen:

“Vi vil gerne styrke oplevelsen af 2. division og give spillerne en ekstra følelse af højtidelighed, når de træder ind på banen. Musik har en unik evne til at samle folk og skabe stemning, så hvorfor ikke give vores egen række en signaturmelodi?”

Rockmusiker bag kompositionen

Til at stå for kompositionen har Divisionsforeningen valgt en lidt utraditionel, men velbegrundet kandidat: Marc Nommesen fra bandet Siamese. Marc er primært kendt fra fodboldmediet 3raekke.dk, hvor han i forvejen dækker 2. division med artikler og grafik og nyheder – men privat er han også passioneret musiker.

“Vi kender Marc som en mand med en stor forståelse for 2. division og den kultur, der omgiver rækken. Samtidig ved vi, at han har en musikalsk baggrund, så det virkede som et oplagt valg at give ham opgaven,” siger Claus Thomsen.

Marc Nommesen selv er beæret over at skulle skabe den første officielle 2. divisions-hymne:

“Det er en kæmpe ære! Jeg har fulgt 2. division tæt i mange år, og nu får jeg muligheden for at bidrage på en helt ny måde. Jeg forestiller mig et stykke musik, der både kan give kuldegysninger og samtidig afspejle den nerve og passion, vi ser i rækken. Det bliver episk!”

Lyt til musikken her:

Kan det blive en fast tradition?

Divisionsforeningen understreger, at dette er en testfase, og at man vil evaluere reaktionerne fra spillere, klubber og fans efter slutspillet. Hvis forsøget bliver en succes, kan det blive en fast del af 2. division fremover – og hvem ved, måske også i 1. division?

“Hvis vi ser, at det giver noget ekstra til kampoplevelsen, så er det klart noget, vi kan tage videre. Vi skal ikke nødvendigvis have noget lige så pompøst som Champions League-hymnen, men hvis vi kan finde noget, der føles rigtigt for dansk divisionsfodbold, så er vi på rette vej,” slutter Claus Thomsen.

Hymnen forventes at blive præsenteret for første gang i forbindelse med første runde af 2. divisionsslutspillet. Om det bliver en ørehænger, vil tiden vise!

Vi forsøger at få klubbernes reaktion på det nye tiltag

Vi vil forsøge at få klubbernes meninger om dette tiltag i løbet af dagen. Så følg med her på siden og på Facebook!

Læs mere her på Divisionsforeningens hjemmeside Klik her

Del artikel på 

Næstved BK kæmpede forgæves i undertal

Kim Engstrøm – Mest tilfreds med de tre point