Lørdag var der topkamp i CampoBet 2. Division mellem HIK og Thisted FC. Her endte kampen 1-1 i Gentofte og de to hold fastholder deres pladser i toppen. 3. Række fangede HIK’s målscorer Donavan Bagou efter kampen.
HIK lagde godt fra land og kom foran ved Bagou efter 22 minutters spil, men i 2. halvleg blev det mere på Thisted FC’s præmisser. Til allersidst i kampen viste gæsterne igen, hvor farlige de er på dødbolde.
“Jeg vil sige, at vi starter bedst ud hele første halvleg. Vi spiller en rigtig god første halvleg. Hvis vi er heldige, kan vi måske godt lige score en mere. Men vi får scoret efter 20 minutter i første halvleg.
Så spiller vi rigtig godt, og vi forsvarer virkelig alt, der kommer imod os. I anden halvleg begynder vi at falde lidt ned, og vi begynder at spille deres spil, og de får lidt flere indlæg.
Til sidst får de hjørnespark, som de scorer på. Det var ikke en særlig vild kamp og en ret kedelig 2. halvleg”

Med sit mål kom Donavan Bagou op på fem ligascoringer og har nu scoret i fire af de seks divisionskampe. Målet mod Thisted FC kom efter hurtige afleveringer. Det sluttede med en fin pasning fra Jonas Damkjær til Donavan Bagou, der kunne score med en flot afslutning.
“Målet kommer efter en periode, hvor vi har styring i kampen,. Så får vi erobret bolden, spiller vi den ude på siden og spiller lidt 1-2.
Milan (Rasmussen, red.) trækker ind i banen og spiller mig. Jeg lægger den af til Rindum (Jonathan, red.). Rindum spiller den første gang over til Damkjær. Damkjær tager to touches, og så spiller han dybt på mig mellem deres forsvarsspillere.
Men på grund af, at den er lidt bag ved mig, så tager jeg den med bagfra, og så er jeg en mod en med målmanden, og så sparker jeg den ind.”
Om Donavan Bagou også kommer på tavlen i HIK’s næste kamp finder vi ud af, når de søndag d. 14. september kl. 13.00 gæster rækkens nummer 12, Ishøj IF.

