FA2000 har valgt at justere organisationen og nedlægge sportschefsfunktionen pr. 1. august 2025, en funktion som Christoffer Balle har varetaget siden Steffen Dam stoppede i klubben ultimo 2024.
Det nye sportslige udvalg kommer fra 1. august til at bestå af Carl Steinmetz, Benny Davidsen og Christoffer Balle, der i fællesskab skal forsøge at styrke Frederiksberg klubben på både kort og længere sigt.
Til frederiksbergalliancen.dk udtaler afgående sportchef Christoffer Balle.
”Jeg er virkelig glad for, at klubben har valgt at gå denne vej. Da jeg tog over for Steffen Dam i vinters var klubben og organisationen et rigtig godt sted. Jeg har forsøgt at bygge videre og udvikle på de planer, som allerede var lagt for klubben. Min vurdering er, at vi som klub og organisation nu er et sted, hvor vi har brug for flere kræfter i den sportslige ledelse, hvis vi skal realisere de store ambitioner vi har. Derfor glæder det mig, at både Carl og Benny, har haft lyst til at træde ind. De kommer begge med stor erfaring inden for sportslig organisation, rekruttering, spillestil og repræsenterer begge sunde værdier, som jeg er helt sikker på vil skabe stor værdi for vores klub.”

FA 2000 formand, Tommy Burmeister, sender ros til Christoffer Balle for hans indsats i klubben.
“Christoffer (Balle, red.) har leveret en fantastisk indsats som sportschef. Jeg er meget glad og taknemmelig for at Christoffer, trods familie forøgelse, vælger at fortsætte sit store arbejde i sportsudvalget. Det glæder mig derudover, at Carl (Steinmetz, red.) og Benny (Davidsen, red.) træder til og bidrager med deres kompetencer og store erfaring. Alle tre arbejder frivilligt og det vil jeg på vegne af klubben sige en stor tak for.”
Benny Davidsen der nu er en del af FA 2000 har tidligere været blandt andet formand og talentchef i BK Frem, men har nu valgt at ligge sine kæfter i Frederiksbergklubben.
FA 2000 åbner sæsonen 2025/2026 i CampoBet 3. Division lørdag den 2. august klokken 14:00, når man gæster oprykkerne fra Vanløse IF i Vanløse Idrætspark.














