Efter en periode på 220 dage uden mulighed for at skrive kontrakter med nye spillere, har FC Helsingør nu igen opnået tilladelse fra Divisionsforeningen til at indgå kontrakter.
Dermed kan FC Helsingør nu indgå aftaler for den kommende sæson i CampoBet 2. Division, noget der formentlig har givet en hvis lettelse i den nordsjællandske klub, der i sidste sæson sikret sig livet i den tredjebedste række i sidste spillerunde.
Det virker dermed til, at der er kommet lidt bedre styr på økonomien i FC Helsingør, efter klubben i foråret også var igennem et ejerskifte, hvor spanske Never Say Never, der blandt andet ejes af den tidligere FC Barcelona spiller Andres Iniesta, overtog størstedelen af klubben.

Never Say Never’s overtagelse af FC Helsingør skete tilbage i april, efter en længere godkendelse hos Erhvervsstyrelsen. Nu har klubben så også fået det økonomiske aspekt på plads og dermed fået kontrakttilladelse fra Divisionsforeningen igen.
I sidste uge solgte FC Helsingør en af klubbens helt store talenter, 18-årige Hjalte Lærke, til Serie A klubben U.S. Lecce for et ukendt beløb.
FC Helsingør har efter spillernes sommerferie spillet to træningskampe mod Brønshøj BK (5-0) og Helsingborgs IF (2-4). Næste træningskamp for det nordsjællandske mandskab er lørdag den 19. juli klokken 12:00, hvor man tager imod Fremad Amager hjemme på Helsingør Stadion.
Den nordsjællandske klub åbner sæsonen i CampoBet 2. Division fredag den 1. august kl. 19:00, hvor man tager imod Skrive IK.














