FC Roskilde har rykket 19-årige Marius Hammelboe op i 1. holdstruppen, efter han har trænet med 1. holdet i opstarten til sæsonen i CampoBet 2. Division.
Marius Hammelboe har tidligere som ungdomsspiller været i B.93 og Fremad Amager, men vendte i vinters tilbage til Roskilde, hvor han har været en del af U19-mandskabet i Roskilde Boldklub Elite.
FC Roskilde’s sportschef, Anders Theil, udtaler til fc-roskilde.dk.
“Hammelboe har i løbet af opstarten overbevist os om, at han har fortjent en plads i førsteholdstruppen. Han har rykket sig rigtig meget på kort tid – han er forudsigende i sit spil og hele tiden på forkant med hvor bolden skal hen. Det er dejligt, at vi endnu en gang kan få plads til en af vores egne unge drenge i truppen. Vi forventer os meget og glæder os til at følge ham.”
Den unge midtbanespiller glæder sig naturligvis over aftalen med FC Roskilde.
“Jeg er rigtig stolt og det betyder sindssygt meget for mig, at skrive under med FC Roskilde. Jeg er født og opvokset i Roskilde – og har siden jeg var helt lille spillet sammen med blandt andre Hjorth og Engqvist. Det har været en fornøjelse at være med i opstarten, og jeg kan mærke, at jeg så småt er begyndt at finde ind i rytmen. Jeg har nydt hver træning med førsteholdet og er taknemmelig for at få chancen og at klubben tror på mig. Det er et stort skridt for mig, men klubbens ambitioner og mål passer perfekt med min vindermentalitet.”
FC Roskilde oplyser, at Marius Hammelboe får trøje nummer 25 – der er ingen oplysninger om længden på aftalen mellem de to parter.
FC Roskilde skal allerede i aktion tirsdag aften igen, når man i 1. Runde af Oddset Pokalen besøger Kastrup BK, et opgør der sparkes igang kl. 18:30 på Kastrup Idrætsanlæg.














