Når bolden igen ruller i 2. division efter sommerferien, bliver det med to velkendte navne fra Århus på deltagerlisten. Brabrand IF og VSK Aarhus har begge sikret sig oprykning fra CampoBet 3. Division, og dermed bliver det til et dobbelt gensyn med århusiansk fodbold i CampoBet 2. Division nu hvor Aarhus Fremad er at finde i Betinia 1. Division.
Brabrand IF – en traditionsklub med ny energi
Brabrand IF har gennem de seneste to årtier været en klub, der ofte har flirtet med den næstbedste række. Siden 00’erne har klubben haft fire sæsoner i 1. Division – senest i 2017, hvor et imponerende opryknings år i 2. Division kun bød på tre nederlag. Alligevel blev det til blot en enkelt sæson i landets næstbedste række, før virkeligheden ramte.
Efter et par stærke sæsoner med deltagelse i oprykningsspillet til 1. Division, gik det i 2023/24 galt for de blåblusede, da de for første gang rykkede ned i 3. Division. Men opholdet blev kort. Under ledelse af Michele Demontis, der sidste sommer overtog cheftrænerrollen efter den mangeårige klubmand Tom Søjberg, lykkedes det Brabrand IF at vende skuden og sikre sig direkte oprykning.
Det blev en mindeværdig sæson på flere fronter. Klubben imponerede i Pokalturneringen og skrev et af de smukkeste kapitler i sin historie. Først blev Thisted FC (2. division) ekspederet ud med 3-0, og siden blev 3F Superligaklubben Randers FC besejret med 1-0 i 3. runde. I 1/8-finalen stod man over for stærke FC Nordsjælland – og efter 1-1 i ordinær spilletid og straffesparksdrama, trak Brabrand IF det længste strå, da Tobias Olesen iskoldt afgjorde det hele. Eventyret stoppede i kvartfinalen mod Viborg FF, der efter 1-1 i Aarhus sendte Brabrand IF ud med 6-0 i Viborg.
Der er med andre ord tale om en klub i genopblomstring – og et mandskab, som uden tvivl vil sætte sit præg på den kommende 2. Divisions sæson.
VSK Aarhus – tilbage i 2. Division med mål i støvlerne
Siden fusionen mellem IK Skovbakken og Vejlby IK i 2016 har VSK Aarhus været en fast bestanddel af 2. Division – lige indtil 2021, hvor man måtte tage turen ned i 3. Division. Men efter tre sæsoner i den fjerdebedste række lykkedes det endelig at spille sig tilbage, og dermed bliver det igen til lokalopgør i Aarhus mod Brabrand IF og andre spændende opgør i en stærkt besat 2. Division.
Træner Jens Gjesing har fået skabt et solidt fundament og et mandskab, der ved, hvor målet står. I front finder man især én spiller, som gjorde sig bemærket i sidste sæson: 22-årige Jonas Yderholm, der bankede hele 17 mål ind – næsten halvdelen af holdets samlede målscore. Ved hans side stod Peter Némec, som med sine 14 fuldtræffere også markerede sig som en af divisionens farligste angribere.
Med to så målfarlige spillere i front og en træner, der har genopbygget holdet tålmodigt og disciplineret, ligner VSK Aarhus en klub, der kan blive en positiv overraskelse i den kommende sæson.
To klubber – én by – og masser af potentiale
Med både Brabrand IF og VSK Aarhus tilbage i 2. Division får Århus ikke blot flere lokalopgør, men også to klubber med stærke fortællinger, lokalt engagement og ambitioner om at tage næste skridt. Om det bliver til mere end blot overlevelse, vil tiden vise – men én ting er sikkert: De to århusianske oprykkere er kommet for at konkurrere.

