Vinter-interview med Asger Højmark
Asger Højmark skiftede til Nykøbing FC i februar 2024 fra Hillerød, der på daværende tidspunkt spillede i 1. division. Skiftet var bogstaveligt talt en rejse fra nord til syd. Asger har også tidligere spillet for AB og Vanløse og har derfor stor erfaring med 2. division. I første halvdel af sæsonen har han stort set haft fuld spilletid for Nykøbing FC.
Du har erfaring fra 2. division med både Avarta, Hillerød og AB (samt Danmarksserien med Vanløse). Hvordan har det været at opleve strukturændringen i dansk fodbold? Er niveauet hævet, eller er det intensiteten, der er steget?
Det er tydeligt, at niveauet i dansk fodbold generelt er blevet hævet over de seneste år. Klubberne investerer mere, og budgetterne er blevet større, hvilket giver bedre muligheder for udvikling.
Strukturændringen har uden tvivl bidraget med mere spænding og intensitet. Der er flere vigtige kampe i løbet af en sæson, og vi ser færre “ligegyldige” opgør mod slutningen. Alle hold har noget at spille for til sidste fløjt!
Personligt er jeg vild med den spænding, der følger med en sæson, hvor alt kan afgøres i sidste runde. Det stiller krav til, at man er skarp og fokuseret hele vejen igennem.
Hvordan synes du, første halvdel af sæsonen er gået?
Det har uden tvivl været en udfordrende første halvdel af sæsonen for os.
Vi har spillet godt i lange perioder, men har desværre manglet de afgørende resultater. Det har føltes som lidt “stolpe ud” i flere situationer.
Derudover har vi været nødt til at se indad som trup og arbejde os igennem en svær periode midt i sæsonen. Det har været en hård proces, men vi fandt sammen som hold, og vi kom stærkere ud på den anden side. De sidste kampe inden pausen viste, at vi var på rette vej, og vi har lagt masser af energi i træningen hen over vinteren. Jeg er overbevist om, at vi kan jagte vores mål i Nykøbing FC i den kommende sæsonhalvdel.
Tidligere var 2. division fyldt med tidligere Superliga- og 1. divisionsspillere. Nu ser vi flere unge talenter og bedre træningsmiljøer. Hvordan ser du på denne udvikling?
Det er en helt naturlig udvikling. Efterhånden som niveauet er steget i alle divisionerne, er det blevet mere attraktivt for de større klubber at hente unge, spændende spillere, som får masser af spilletid.
Samtidig giver det god mening at udleje unge spillere til mindre klubber, så de kan få værdifuld erfaring. Det hæver både deres individuelle niveau og bidrager til, at fodbolden generelt bliver bedre i alle rækker.
Når I ikke spiller kampe i weekenderne, hvad bruger du så tiden på?
Når der ikke er kampe i weekenderne, beskæftiger jeg mig med kunst, kunsthistorie og kunstfilm. Jeg arbejder i et bureau, der fokuserer på disse områder, og det fylder meget i mit liv uden for fodbolden.
En kampfri weekend betyder også, at jeg har tid til træning og til at slappe af med dem, jeg holder af.
Skal I på træningslejr, og hvornår begynder træningen igen?
Vi starter op med træningen tirsdag d. 7. januar, og derefter går vi i gang med en hård træningsperiode. Der sker mange spændende ting i og omkring klubben, så det handler bare om at give den fuld gas på træningsbanen!