Der er nyt fra Lollands Bank Park, hvor Nykøbing FC har sikret sig en af klubbens helt centrale profiler. Keeper Jeppe Rasmussen har sat sin signatur på en ny aftale, der holder ham i klubben i yderligere 2½ år. Den nye kontrakt løber til sommeren 2028.
Forlængelsen falder i en periode, hvor klubber gør truppen klar til foråret, men i NFC’s tilfælde handler det om mere end sportslig planlægning. Det handler om kontinuitet, identitet og udvikling i egne rækker.
Gennembrud i efteråret
Jeppe, der stammer fra Toreby, har været en del af NFC’s førstehold gennem flere sæsoner. Med hårdt arbejde og et stærkt mindset har han hele tiden lagt på sit spil, og i det netop overståede efterår kom det store gennembrud.
Fodbolddirektør Claus Jensen er ikke i tvivl om, at forlængelsen er et vigtigt skridt for klubben.
“Det er en stor glæde, at Jeppe har valgt at fortsætte sin udvikling her hos os. Jeppe er ikke bare en dygtig målmand, han er også en vigtig personlighed i omklædningsrummet og en rollemodel for alle vores dygtige unge spillere i klubben. Han er en fantastisk ambassadør for de ting, som vi står for i Nykøbing FC, og så har han grebet chancen indenfor kridtstregerne i efteråret på flotteste vis, hvor alle statistikker omkring vores defensiv og hans målmandsspil taler sit eget tydelige sprog.” udtaler Claus Jensen til Nykøbing egen hjemmeside
Keeperens ord: NFC var aldrig til diskussion
Hovedpersonen selv glæder sig også over aftalen, og han er klar i mælet omkring sin fremtid i klubben.
“Jeg er virkelig glad for at kunne fortsætte her i Nykøbing FC, og det har ikke på noget tidspunkt været et tema for mig at skulle et andet sted hen. Klubben betyder utrolig meget for mig, og jeg føler stadig, at jeg udvikler mig både som spiller og menneske i klubben. Jeg ser frem til at være med til at skabe flere store øjeblikke både på og udenfor banen.” udtaler Jeppe Rasmussen til Nykøbing FC
Jeppe Rasmussen står foreløbigt noteret for 18 førsteholdskampe i Nykøbing FC-trøjen.















