HIK havde fredag aften besøg af AB i CampoBet 2. Division på Gentofte Stadion – et opgør gæsterne trak sig absolut bedst ud af, da AB kunne tage hjem med en 4-0 sejr.
Efter kampen talte 3. Række med Jonatan Rindom, der mente resultatet af fredagens opgør nok ikke helt gav det rette indtryk af selve kampen på Gentofte Stadion.
“Jeg oplever det egentlig som en kamp med højt tempo og massere dueller. Der bliver skabt chancer i begge ender, og man må sige at AB var skarpere på dagen. De er et godt fodboldhold og de får straffet os på nogle omstillinger.”

HIK var tirsdag aften i aktion i 3. runde af Oddset Pokalen mod 3F Superliga mandskabet fra Randers FC. Den 21-årige offensiv vil dog på ingen måde bruge tirsdagens kamp som undskyldning for nederlaget til AB.
“Det vil jeg ikke mene, og det skal ikke være en undskyldning. Vi har gjort vores bedste for at sætte os op til denne her kamp, og det synes jeg også man kunne se i selve kampen. Selvom resultatet kan virke brutalt, så synes jeg ikke det afspejler sig i kampbilledet. Sket er sket. Nu må vi op på hesten igen og se frem mod næste kamp.”
Næste kamp for HIK er fredag den 26. september klokken 19:00, hvor man gæster FC Roskilde i CampoBet 2. Division.

