FC Roskilde fik en hård start på livet i CampoBet 2. Division, da holdet lørdag tabte 1-0 ude mod Næstved BK. Kampen blev præget af et rødt kort i første halvleg og et sent mål til hjemmeholdet – og efter opgøret var FC Roskilde-cheftræner Kristoffer Johannsen ærlig omkring præstationen overfor 3. Rækkes udsendte.
– Nej, det er jo aldrig det resultat, man håber på, når man ikke får point. Vi vidste godt, det kunne blive en vanskelig opgave hernede – Næstved BK har ny træner og mange nye spillere, og så ved man, at der kommer energi og gejst. Det var vi også forberedt på.
Sløset første halvleg – og rødt kort ændrede alt
Kristoffer Johannsen var især ikke tilfreds med første halvleg, hvor FC Roskilde havde svært ved at finde rytmen i spillet.
– Vi er sløsede og meget lidt bevægelige i vores boldomgang, og jeg synes også, vi kommer for sent i vores dueller og halter generelt bagefter. Vi har nogle halvfarlige indlæg, men vi bliver aldrig rigtig farlige.
Efter 42 minutters spil fik FC Roskilde vist Hørður Askham ud helt korrekt, efter han fratog Næstved BK’s Tinus Olesen en oplagt målchance og det satte yderligere præg på kampen.

– Det er måske en logisk konsekvens af, at vi halter lidt bagefter. Så opstår de der situationer. Vi gør det egentlig fint i anden halvleg og lukker Næstved godt ned, men når man spiller i undertal så længe, er det svært at skabe noget fremad.
Skader og udskiftninger udfordrede relationerne
Cheftræneren peger også på, at uforudsete skader og tvungne udskiftninger havde betydning.
– Det er klart, at vi må først skifte Nicklas Halse og så Frederik Engqvist allerede i pausen, og så er vi udfordret på relationer og positioner. Men det er noget, vi skal kunne håndtere – det har vi også trænet på.
Skuffelse – men også blik for nuancerne
På trods af nederlaget så Johannsen også momenter, som holdet kan tage med videre.
– Det røde kort kommer til at gøre ondt, for det bliver svært at skabe noget. Og så sker det klassiske, at da Næstved BK kommer foran, så har vi to af vores farligste angreb i hele kampen. Men det er de mekanismer, der er – de har noget at forsvare, og vi er nødt til at satse.
– Kunne vi have satset lidt tidligere? Det ved jeg ikke. Vi stod jo egentlig fint i vores organisation. 0-0 havde været fair nok ud fra det samlede billede, men sådan blev det ikke.
FC Roskilde har nu blikket rettet fremad mod næste runde, hvor de skal forsøge at jagte sæsonens første point, når man hjemme i Roskilde skal møde VSK Aarhus i forsøget på at vende hurtigt tilbage til Betinia Ligaen.













