Fredag aften sikrede FC Roskilde sig en overbevisende 4-1 sejr hjemme på Roskilde Idrætspark over AB, et resultat der sender FC Roskilde på andenpladsen i CampoBet 2. Division før resten af 7. rundes kampe.
Det var derfor naturligvis en ret tilfreds FC Roskilde træner, Kristoffer Johannsen, som 3. Række fangede på Roskilde Idrætspark lige efter kampen.
“Når man vinder 4-1 over et dygtigt fodboldhold, som AB er, i en god og undeholdende intens kamp, så skal vi være rigtig tilfredse. Vi kommer tilbage på sporet efter to skuffende resultater, 1-1 på hjemmebane mod Skive IK, hvor jeg ikke syntes vi rammer det niveau og intensitet som vi gerne vil. Samt en rigtig stor skuffelse inde på Amager (mod Fremad Amager, red.), hvor jeg faktisk syntes vi får spillet 65 rigtig gode minutter, men forsømmer at lukke kampen. Det gør vi i dag. Vi spiller en god kamp og får scoret nogle mål og lukket tingene, så det er vi vældig tilfredse med.

Der venter nu FC Roskilde og Kristoffer Johannsen en svær udekamp i næste runde, når man den 21. september gæster Thisted FC på Sparekassen Thy Arena.

