Efter fem nederlag i træk kunne Sundby BK juble over tre point, da Magnus Langhorn scorede kampens eneste mål i amagerkanernes 1-0 sejr over Næsby BK lørdag eftermiddag.
Langhorn scorede sit andet mål i CampoBet 3. Division, da han hamrede til bolden første gang lige uden for feltet. Efter kampen blev Langhorn interviewet på Sundby BK’s Instagram.
“Den rammer jeg faktisk godt. Jeg nåede at tænke mange ting undervejs. Jeg når at tænke, ah lad nu vær gamle, den ryger nok ud på vejen og sådan noget. Så da jeg rammer den, kan jeg godt se, at den er sgu god nok den der.”
Magnus Langhorn begyndte kampen på bænken, men kom ind i det 50. minut i stedet for en skadet Johan Becker, og blev kampafgørende. Langhorn var dog også fint tilfreds med holdets indsats mod fynboerne.
“Jeg synes fandme, at vi kæmper godt. Der bliver ikke sagt så meget inden kampstart, fordi vi ved, at det blive en hård kamp. Næsby er et rigtig, rigtig godt fodboldhold. Men hver mand giver sig 100 procent. Det er det, der klæder Sundby Boldklub og det er sådan, at vi skal spille fremadrettet.”
Med sejren befinder Sundby BK sig nu på den rigtige side af nedrykningsstregen med 14 point. Samme antal har Vejgaard BK, men Sundby BK har en bedre målscore.
I næste runde skal amagerkanerne følge op på den gode sejr, når de lørdag den 8. november kl. 14.00 møder FA 2000 i Frederiksberg Idrætspark.

