Den 20-årige Mads Gernsøe er igen en del af Fremad Amagers trup efter et år hos Boldklubben Frem. Den unge offensive spiller debuterede for Fremad Amager som 18-årig i februar 2023 i en kamp mod Vejle i 1. division. Inden skiftet til Frem nåede han at spille 18 officielle kampe for Fremad Amager.
Sportsdirektør Christian Iversen udtaler til fremad amager facebook:
“Jeg er rigtig glad for at kunne byde Mads velkommen hjem. Han er en rigtig god fyr, som er villig til at arbejde hårdt for holdet og sin udvikling – og så er han jo altså en Fremad Amager-dreng med et dertilhørende kæmpe hjerte for klubben.”
En del af planerne for truppen
Christian Iversen forklarer, at beslutningen om at hente Gernsøe tilbage er en del af klubbens strategi om at styrke truppen med unge og talentfulde spillere.
“Da vi i staben sammen lagde planerne for truppens fremtidige sammensætning og balance, identificerede vi et behov for at tilknytte yderligere en ung og talentfuld spiller. Ham har vi nu fundet i Mads, og positivt er det så, at han samtidig er en af vores ‘egne’,” siger han.