Tirsdag har BK Frem meldt ud, at man har lavet en lille ændring i anførergruppen til den kommende sæson i CampoBet 3. Division – Malthe Karsberg er blevet tilføjet.
28-årige Malthe Karsberg har været i BK Frem siden juli sidste år, men har denne sommer forlænget aftalen med BK Frem med to år.
Til bkfrem.dk udtaler Malthe Karsberg.
“Jeg er meget glad for at blive udpeget som en del af anførergruppen. Det er en solid gruppe, og jeg ser frem til både at lære fra de andre samt at lære fra mig overfor resten af truppen.”

Emil Schou Jørgensen fortsætter som primær anfører, mens resten af anførergruppen nu består af Christoffer Remmer, Daniel Warmbach og nu også Malthe Karsberg.
Cheftræner Daniel Elly Pedersen udtaler om Malthe Karsberg’s tilføjelse til anførergruppen.
“Emil (Schou Jørgensen, red.) er et naturligt samlingspunkt i truppen og en leder både på og udenfor banen, en ægte kulturbærer i klubben, og vi er glade for at have ham som anfører. Malthe har siden sin ankomst sidste sommer vist, at han er en vigtig del af truppen, og derfor var det naturligt at indlemme ham som en del af gruppen.”
BK Frem åbner sæsonen i CampoBet 3. Division på lørdag den 2. august, når holdet tager imod Sundby BK klokken 14:00 i Valby Idrætspark.














