AB har underskrevet en forhåndskontrakt med Marc Dal Hende, som fra 1. juli 2025 tilslutter sig klubben på en treårig aftale. skriver AB på deres hjemmeside.
En leder og en fighter på vej til Gladsaxe
Cheftræner Joey Gudjonsson er begejstret for at kunne byde den rutinerede forsvarsspiller velkommen.
“At kunne tilføje en spiller som Marc til vores omklædningsrum er endnu et skridt i den rigtige retning for os. Vi har en ung trup, og Marcs erfaring, fightergen og mindset på banen bliver vigtige kompetencer. Vi glæder os rigtig meget til, at han slutter sig til AB.”
Marc Dal Hende har i de seneste fem sæsoner spillet for SønderjyskE, hvor han har haft roller som både venstreback og midterforsvarer. Gennem sin karriere har han også repræsenteret FC Vestsjælland og FC Midtjylland i Superligaen, hvor han nåede op på 172 kampe, scorede 21 mål og leverede 8 assists. Hos FC Midtjylland var han en del af holdet, der vandt to danske mesterskaber og pokalturneringen.
Sportsdirektør: “En vigtig signing for klubben”
Sportsdirektør Jen Chang ser også frem til Marc Dal Hendes ankomst og fremhæver hans store betydning for truppen.
“Marc er en vigtig signing for os. Han bringer lederegenskaber, stærk karakter og masser af erfaring til vores trup. Han er top-professionel, i fremragende fysisk form, og vi er glade for, at han tror på vores projekt. Vi ser frem til, at han hjælper os med at nå vores mål.”
Et gensyn med AB
Skiftet til AB markerer også et gensyn for Marc Dal Hende, som tidligere har spillet i klubben fra 2011 til 2013. I den periode nåede han at spille 39 kampe i 1. Division og scorede 9 mål.
Hans tilbagevenden til klubben vækker glæde hos bestyrelsesformand Brian J. Grieco, som ser aftalen som en naturlig del af klubbens strategi.
“Denne transfer understreger, hvor vi er på vej hen som klub. Marc er en etableret leder, som vil hjælpe vores talenter med at vokse både på og uden for banen. Han personificerer både AB’s fortid og fremtid.”