Efter blot seks måneder på Falster hos Nykøbing FC, tager Marco Brylov igen turen ind mod hovedstaden, hvor Hvidovre IF har tilbudt ham en aftale.
Den 30-årige målmand får en dobbeltrolle i Hvidovre IF, hvor han fremover skal fungere som målmandstræner, samtidig med, at han indgår som reservekeeper bag Anders Ravn, der har overtaget førstevalget i målet.

Sportschef i Hvidovre IF, Peter Lassen, glæder sig over at få Marco Brylov tilbage til klubben og udtaler til hvidovrefodbold.dk.
“Vi har ledt efter en målmandstræner, der både kunne udvikle vores keepere og samtidig selv være klar til at spille, hvis der opstår behov. Den kombination har vi fundet i Marco, og vi er rigtig glade for at byde ham velkommen hjem.”
Til nykobingfc.com udtaler Marco Brylov om hans tid i klubben.
“Jeg er meget taknemmelig for min tid i Nykøbing FC. Det har været en fornøjelse at repræsentere klubben, som er fyldt med gode mennesker og har et stærkt fællesskab. Solen skinner altid på Sydhavsøerne – og både klub og område har været et dejligt bekendtskab, som jeg ser tilbage på med stor glæde. Tak til alle i og omkring NFC.”
Målmandstræner i Nykøbing FC, Tobias Brogaard, har fuld tiltro til Jeppe Rasmussen, der nu er udset til at overtage målmandsposten i Falster klubben.
“Jeppe har længe stået og trippet i kulissen og været klar til at gribe chancen – hvilket han også gjorde ved flere lejligheder i foråret. Vi er fuldstændig trygge ved, at tiden nu er kommet for Jeppe. Han har udviklet sig flot over længere tid, og vi ser et stort potentiale i ham, som vi glæder os til at bygge videre på.”

Marco Brylov spillede senest i Hvidovre IF fra sommeren 2020 til januar 2023, hvor han skiftede til FC Roskilde, inden han altså skiftede til Nykøbing FC i vinters. Før tiden i Hvidovre IF vil mange BK Frem fans huske Marco Brylov for hans tid i klubben, hvor han var en del af 1. holdet i seks år.
Hvidovre IF har ikke oplyst om længden på aftalen med Marco Brylov.















