Ifølge nyhedsmediet Nordjyske har klubbens direktør, Lars Glinvad, modtaget en række opsigelser fra klubbens største sponsorere.
Ifølge Nordjyske har Lars Glinvad bekræftet opsigelserne til dem. Nogle vil stoppe ved årsskiftet, mens nogle vil stoppe til sommer. Der skulle være tale om mistede sponsorindtægter for flere millioner. Det skulle efter sigende være klubbens ejerskab, som der er utilfredshed med.
“Der ses med mistro og stor skepsis på den måde, som klubben drives nu. Der stilles spørgsmålstegn ved klubbens måde at agere på både sportsligt men også menneskeligt. Et håndgribeligt eksempel er indkvarteringen af nogle af klubbens udenlandske spillere”, skriver Nordjyske på deres hjemmeside om sponsorernes utilfredshed.
Nordjyske har været i kontakt med flere af sponsorerne og her er der utilfredshed med måden klubben drives på. Nordjyske skriver om flere historier fra Vendsyssel FF. Bl.a. en historie om udenlandske spillere uden permanente boliger, men som i stedet for sover på madrasser i mødelokaler i Idrætscenter Vendsyssel FF.
Tidligere har Nordjyske skrevet, at at eventchefen og direktøren har sagt op, og ifølge deres oplysninger skulle flere folk være på vej ud. Derudover blev klubbens cheftræner Mads Kristensen fyret i september.
Bold.dk har også skrevet om et tilbud fra 25 lokale virksomheder om at købe klubben fra investorgruppen Legacy Sports Partners, som bl.a. har erfaring fra latinamerikansk fodbold.
Den nordjyske klub var for syv år siden at finde i Superligaen og var i mange år fast inventar i landets næstbedste række. Sidste sæson rykkede de dog ned i CampoBet 2. Division.

