Næstved BK har mandag eftermiddag meldt ud, at man har hentet 22-årige Mathias Andreasen, der kommer direkte fra Betinia Liga klubben Hvidovre IF.
Dermed får CampoBet 2. Division mandskabet, med Sune Lærkedahl Jensen i spidsen, tilført en angriber til truppen, der både har erfaring fra 3F Superligaen og Betinia Ligaen.
Til naestvedboldklub.dk udtaler Sune Lærkedahl Jensen.
“Mathias har en god pakke, som man siger, og jeg tror på, at han sammen med de mange nye spillere kan finde frem til den bedste udgave af sig selv.”
Mathias Andreasen ser også frem til skiftet til Næstved BK.
“Jeg har haft brug for lidt luftforandring og kan mærke, at Næstved som ægte fodboldby og Sune (Sune Lærkedahl Jensen, red.) som træner netop er den udfordring, som jeg kan bruge i min karriere. Jeg elsker at kæmpe inde i boksen og håber jeg kan belønne tilliden med mange mål for de grønne.”
Næstved BK sikrede sig i weekenden en 1-0 sejr over Fremad Amager, mens man i 4. runde af CampoBet 2. Division får besøg af Ishøj IF, et opgør der også spilles på MTM Service Park, søndag den 24. august klokken 13:00.
















