Næstved er blevet en stor rutine fattigere.
Målmand Nicklas Dannevang forlader nemlig den sydsjællandske klub, på en fri transfer, efter gensidig aftale med klubben.
Dannevang kom til klubben i februar 2021 fra Fremad Amager, først på en lejeaftale, og sluttede sig senere på året permanent til klubben, som han nåede at repræsentere 96 gange.
Bruddet skyldes, ifølge Næstveds egen hjemmeside, at unge Jeppe Rømer er valgt som ny førstemålmand i klubben, og at Dannevang gerne vil spille fast.
Den rutinerede målmand er da også ærgerlig over at skulle væk fra Næstved, men han føler sig klar på endnu mere fodbold siger han til 3. Række.
– Jeg har været glad for at være i klubben, som jeg jo næsten nåede at spille 100 kampe for, så det er da trist at skulle afsted. Men jeg føler mig fit og klar på en ny udfordring, om det så er i NordicBet ligaen, 2. division eller et helt tredje sted må tiden vise. Men jeg føler i hvert fald at jeg har massere af fodbold tilbage i mig, så jeg håber der dukker noget spændende op.
Dannevang har, foruden Næstved, også repræsenteret klubber som Brønshøj, FC Roskilde, Fremad Amager og AC Horsens, sidstnævnte nåede han at repræsentere 21 gange i Superligaen.
Han står, udover det, noteret for 37 kampe i 2. division og hele 252 kampe i landets næstbedste række.