Holbæk B&I åbnede deres sæson med et sandt festfyrværkeri, da man lørdag eftermiddag vandt med hele 6-0 over gæsterne fra IF Lyseng i CampoBet 3. Division.
Med to scoringer af både Ahmed Hassan Ahmad og Karim el Haddouchi, hvor sidstnævnte kom til Holbæk B&I i sommerpausen fra FA 2000 og altså var debutant, er det dermed et Holbæk B&I mandskab der nu topper CampoBet 3. Division efter 1. Runde, på en langt bedre målscorer.
3. Række snakkede efter kamp med Holbæk B&I’s Nicki Bentsen, der som forsvarsspiller naturligvis var ekstra glad, da defensiven formåede at lukke ned for gæsterne fra Aarhus.
“Vi kunne nok ikke have ønsket os en bedre start på sæsonen. Ikke mindst pga. resultatet, men også fordi vi spiller en super god kamp hvor jeg føler vi dominerer i stort set alle 90 minutter. Og så er det selvfølgelig altid dejligt at holde nullet som forsvarsspiller. Til at starte med skulle begge hold lige se hinanden an, men vi sætter os rimelig hurtigt på det, og kommer længere og længere frem på banen. Og vi går så til pause med en 3-0 føring, som egentlig ikke er et mål for stor.
De skifter så 4 i pausen i et forsøg på at ændre noget, og de har faktisk også et par fine muligheder, som vores målmand heldigvis tager sig af. Men vi scorer så rimelig hurtigt til 4-0, og kører derefter sejren stille og roligt hjem med et par fine mål på omstillinger til sidst.”

Næste opgave for Holbæk B&I i CampoBet 3. Division er lørdag den 9. august klokken 14:00, hvor man gæster Nykøbing FC på Lollands Bank Park i Nykøbing F.
Kampens målscorer:
1-0 Ahmed Hassan Ahmad (Holbæk B&I), 2-0 Ertugrul Teksen (Holbæk B&I), 3-0 Karim el Haddouchi (Holbæk B&I), 4-0 Karim el Haddouchi (Holbæk B&I), 5-0 Ahmed Hassan Ahmad (Holbæk B&I), 6-0 Alexander Knaack (Holbæk B&I),















