Fredag aften åbnede AB og Næstved BK den 6. runde af CampoBet 2. Division på Gladsaxe Stadion. På en aften hvor størstedelen af den danske befolknings fokus lå på landskampen i Parken, huggede Noah Engell til to gange og viste hvorfor han var årets profil i sidste sæson.
I hans blot andet indhop i denne sæson, hvor han har været ramt af en skade i opstarten, fik Noah Engell vist hans målnæse igen for AB. Det var derfor også en meget glad Noah Engell som 3. Række’s udsendte fangede lige efter kampen på Gladsaxe Stadion.
“Jeg er mega glad. Jeg har haft et lidt rodet forløb her i starten (af sæsonen, red.), hvor jeg ikke er startet inde endnu i en kamp, men er kommet ind fra bænken tre gange nu, så er det rart at komme ind og scorer to i dag og være afgørende – så bare super glad efter et rodet forløb.”
Video: Jakob Termansen
Den 21-årige angriber, der kom til AB ved årsskiftet, var dog ikke sen til at give fredagens modstander fra Næstved BK kredit.
“Jeg syntes Næstved var gode, med deres nye træner (Sune Lærkedahl Jensen, red.) spiller de rigtig godt. De første 15 minutter har vi godt styr på dem og holder dem enlig oppe på deres halvdel, så de ikke rigtig får spillet ud. De får så lidt mere kontrol over kampen, hvor det bølger lidt frem og tilbage med chancer. Vi får så scoret, hvilket gør de skal satse lidt mere fremad, hvor vi så gør det til både 2-0 og 3-0 og afgører kampen. Mega fed kamp.”
For Noah Engell og AB venter der nu en yderst spændende kamp i 2. runde af Oddset Pokalen tirsdag aften mod B.93 fra Betinia Ligaen, hvor holdene allerede nu ved de skal møde Brøndby IF i 3. runde.
“Ja, det kilder lidt mere at vide, at hvis man vinder den kamp, så skal man ha’ Brøndby IF på besøg her på Gladsaxe Stadion. Det er selvfølgelig en kamp vi mega gerne vil vinde. Vi går dog ind til alle kampe for at vinde i den her sæson – det er mentaliteten.”
Næste kamp for AB i CampoBet 2. Division er fredag den 12. september klokken 19:00, hvor man gæster FC Roskilde – inden da skal tirsdagens kamp i Oddset Pokalen mod B.93 overstås – et opgør der sparkes igang klokken 18:00 på Gladsaxe Stadion.
Målscorere:
1-0 O’Vonte Mullings (AB), 2-0 Noah Engell (AB) ; 3-0 Noah Engell (AB)

