Den 22-årige midtbanespiller Zifarlino Nsoni har valgt at forlænge sit ophold i Skive IK. Med en ny kontrakt, der løber til udgangen af 2025, cementerer Nsoni sin position som en central figur i klubben. Forlængelsen blev offentliggjort torsdag morgen til stor glæde for både holdkammerater og fans.
Zifarlino Nsoni startede sin karriere i Vrå/Børglum IF og blev som U15-spiller hentet til AaB. I 2019 fik han debut på AaBs U19-hold og spillede 28 kampe, før han skiftede til Skive IK i sommeren 2021. Siden da har Nsoni spillet 73 kampe for klubben og har markeret sig som en afgørende spiller på førsteholdet.
Nsoni udtrykker stor glæde over forlængelsen og fremhæver det gode sammenhold i truppen som en væsentlig faktor: “Jeg er glad for at forlænge. Jeg føler, det er en rigtig god trup, vi har, kollektivt. Vi er rigtig gode uden for banen og på banen, så jeg føler, det er det rette for mig at fortsætte i Skive og lægge yderligere på.”
Læs også: Katastrofen afværget?
Midtbanespilleren roser også fansenes opbakning: “Jeg har været rigtig glad for opbakningen her i sidste sæson, og jeg håber på, at den bliver endnu bedre her i den kommende. Det giver sgu noget til truppen og en god energi, som vi også bringer ind i kampen.”
Sportschef Michael Larsen deler også sin begejstring over forlængelsen: “Vi i Skive IK er rigtig glade for, at ‘Zif’ har valgt at forlænge hans ophold i Skive. Zifarlino har gennemgået en vigtig transition og har haft sit gennembrud i denne sæson. Hans forlængelse betyder meget for klubben og vores ambitioner.”