Sen tirsdag eftermiddag oplyste Fremad Amager på deres Facebook side, at de har lavet en aftale med den tidligere Superliga-spiller Søren Reese, der senest har spillet for AC Horsens.
Søren Reese er blot en af flere tidligere Superliga spillere, der har sluttet sig til Fremad Amager. Klubben råder i forvejen over Frederik Holst, Jeppe Brinch og Mikkel Andersen, der alle tidligere har spillet i landets bedste række.
Den 31-årige forsvarsspiller udtaler til 3. Række, at han er glad for at være kommet til klubben, og han glæder sig til at komme i gang.
– Jeg er rigtig glad for at være kommet til Fremad Amager. Det er en speciel klub, som på godt og ondt har været meget igennem, men som har en stor opbakning og stolthed hos de mange der støtter dem. Det glæder jeg mig til at opleve.
– Jeg er en spiller der altid giver med 100% for den klub jeg repræsenterer – og så vil jeg gerne vinde. Jeg trives med ansvar og håber at kunne bidrage til, at de mange unge spillere i truppen når et så højt niveau som det overhovedet er muligt.

Det er første gang i Søren Reeses karriere, at han skal prøve kræfter af med 2. division og livet på Amager. Og det har blandt andet hans nye holdkammerat Mikkel Andersen, og et spændende projekt i hans nye klub, en stor andel i.
– Jeg havde behov for at prøve noget andet. Mikkel Andersen og klubbens træner Christian Iversen fik overbevist mig om, at projektet i Fremad Amager var noget jeg skulle være en del af – de viste en stor interesse hele vejen igennem. Jeg vil sindssygt gerne være med til at rykke klubben op med klubben. De ting kombineret gjorde, at mavefornemmelsen var der og at jeg derfor også takkede nej til flere tilbud fra klubber i NordicBet-ligaen, slutter Søren Reese.
Søren Reese står foruden en masse superliga kampe, også noteret for 68 kampe i landets næstbedste række. Han har tidligere spillet i Viborg, Esbjerg, AC Horsens, Sønderjyske, samt Haugesund i Norge.