Fodbolden ruller igen om

Dage
Timer
min

Siden er midlertidigt langsom pga. serverproblemer. Vi arbejder på en løsning.

odeset prokalen

Oddset Pokalen – Når Serie 4 banker Superligaen ud af turneringen

Oddset Pokalen 2025/2026. Foto/Grafik: Jakob Termansen
Oddset Pokalen 2025/2026. Foto/Grafik: Jakob Termansen

Der er noget helt særligt over den danske pokalturnering – eller som vi mere folkeligt kalder den: Pokalturneringen. Hver sæson blander den drømme, drama og dåseøl på stadionbænken i en skøn cocktail, der får fodboldromantikerne til at juble og Superligatrænere til at svede koldsved over at skulle møde et hold med hjemmebane… og bandereklamer fra det lokale autoværksted.

Pokalturneringen er for hele Danmark – altså virkelig hele Danmark. Her er det ikke kun eliten, men også serieholdene fra Danmarks dybeste lag, der får lov at snøre støvlerne og kæmpe sig gennem kvalifikationsrunderne.

Hold fra Danmarksserien og ned til Serie 5 skal aktivt tilmelde sig – der er ingen automatik her, det er frivillighed, der starter rejsen mod stjernestøv. Først spilles en række kvalifikationsrunder, og når støvet har lagt sig, står en del hold klar til 1. runde.

Og her begynder det virkelige kaos. DBU trækker i “skrue-kugle-lodtrækning “-skjorten og laver matematiske mirakler for at få alle brikkerne til at passe – og i morgen går det løs: Lodtrækningen til 1. runde! Holdene er inddelt i geografiske puljer og ud fra dette foretages lodtrækningen. Sjælland/Lolland/Bornholm, Fyn/Sydlige del af Jylland og til sidste Midt/Nordjylland.

Og her bliver det sjovt. For det er her, hvor man kan finde ægte pokalmagi. Eksempel? Hørsholm-Usserød IF fra 3. Division blev slået ud allerede i kvalifikationen af Serie 1-holdet Nerashté-Ballerup. Hatten af og flaget op for underhundene!

Historien viser os også, at det ikke kun er i teorien, at de små kan bide fra sig. I 2022/23 sæsonen sendte Aarhus Fremad selveste Brøndby IF ud i 3. runde – og ja, det VAR med førsteholdet, ikke oldboys. Fremad nåede helt til kvartfinalen, hvor de dog blev rullet 7-1, men hey – de kom længere end Brøndby IF!

I sæsonen efter, 2023/24, gentog AB bedriften og slog Vejle ud efter straffespark i 4. runde. FC Helsingør og Ishøj IF var også med, men måtte se sig slået af henholdsvis Lyngby BK og AGF. AB fik æren af lokalopgør mod FC Nordsjælland – og tabte samlet 5-1. Men de havde duftet til sensationens sødme.

Men lad os ikke glemme sæsonen 2024/25, der bød på et sandt fodboldmirakel: Brabrand IF slog Randers FC 1-0 i 3. runde og derefter selveste FC Nordsjælland efter straffespark! Ja, du læste rigtigt. Brabrand IF – kendt for god kantspil og god kantine – sendte et af landets mest tekniske mandskaber ud af turneringen.

I kvartfinalen trak Brabrand IF så Viborg FF. De kæmpede 1-1 hjemme foran fans med halsedisser og håndholdte stadionplatter, men blev desværre sendt hjem med 6-0 i bagagen i returopgøret. Men æren? Den var intakt – og historien var skrevet.

Og lad os tage et hurtigt kig tilbage: Pokalturneringen startede i 1955, og den mest vindende klub er F.C. København med 10 titler, den seneste fra sidste sæson. Men blandt de nuværende 2. og 3. Divisionshold har BK Frem vundet turneringen to gange (1956 og 1978), AB én gang (1999), mens Holbæk B&I og Fremad Amager begge har stået i finalen.

Det er disse historier, der giver Pokalturneringen sin sjæl. Det handler ikke kun om sølvtøj og Europa League-billetter – det handler om drømme. Om at stå i modlys i en seriekamp på en regnvåd grusbane og alligevel tro på, man kan slå dem fra TV.

En af de bedste regler i turneringen er, at de lavest rangerede hold har hjemmebane frem til og med 3. runde. Det betyder, at Superligaholdene ofte skal ud i lokale kampe, hvor omklædningsrummet stadig lugter af sæbe og savsmuld. Det trækker folk ud af sofaen og ned på stadion – for hvem vil ikke se naboens søn dække op for Superligaens topscorer, mens man selv får en pølse og en kold sodavand?

Og hvem ved – måske går det hele vejen. Eller måske taber man 6-0 og får sig en god historie. Uanset hvad, så er det vigtigste at møde op.

For Pokalturneringen kan noget. Noget, der minder os om, hvorfor vi elsker fodbold: håbet, fællesskabet og de øjeblikke, hvor David faktisk slår Goliat.

Så “Drømmen lever”! Følg lodtrækningen i morgen klokken 12.00 på DBU’s Facebook side.

Del artikel på