Skive IK er blevet idømt en bøde på 12.500 kroner som følge af homofobiske tilråb fra tilskuere under kampen mod Middelfart Boldklub i 2. division den 4. april.
Ifølge en ny kendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans blev opgøret stoppet to gange – i det 33. og 90. minut – på grund af tilråb rettet mod en Middelfart-spiller og kampens dommer.
Efter kampen satte Middelfarts cheftræner Kim Engstrøm ord på episoden og forklarede, at dommerne reagerede hurtigt og fik stoppet kampen for at forsøge at dæmpe tilråbene.
– Dommertrioen gør i første halvleg opmærksom på, at noget ikke er, som det skal være, og beder Skives bænk om at tage affære. Herefter får kampen lov at fortsætte, udtalte Engstrøm.
Fodboldens Disciplinærinstans har nu afgjort, at tilskueradfærden var tilstrækkeligt grov til at udløse en bøde til Skive IK.
Kampen endte med en 1-0-sejr til Middelfart, som dermed fastholder sin placering i toppen af 2. division.