Skive spillede, ifølge cheftræner Anders Jensen, noget af det bedste fodbold, han havde set i meget lang tid, i første halvleg mod Fremad Amager i seneste runde.
Den midtjyske klub kunne også gå til pausen med en 2-0 føring, men endte med at tabe 3-2 på en overtidsscoring af Fremad Amagers Martin Lauritsen.
Fredag aften går det atter løs i 2. division, hvor Anders Jensens skal møde sin tidligere klub Middelfart, og her forventer han ikke nogen nem opgave.
– Der venter os en rigtig svær opgave mod en af de absolutte oprykningsfavoritter. De kommer med en masse rutine, som også viser sig ved et aldersgennemsnit på 27 år mod vores 21.
Læs også: Skive IK forstærker målmandspositionen med Filip Mellbin
– Jeg ser et hold, som har kvaliteter på samtlige positioner, og med en trup, der er klar til at spille med i toppen af 2. division.
Selvom man led et nederlag i seneste runde mod Fremad Amager, så er der alligevel en masse gode ting fra første halvleg, man kan tage med fra den kamp.
– Jeg synes, vi ser rigtig gode ud defensivt og giver ikke så meget væk, og så skal vi naturligvis være gode på bolden og gribe chancen, når den byder sig, siger cheftræner Anders Jensen til Skives facebook side.
De to klubber har mødt hinanden 12 gange tidligere, hvor Skive hele otte gange har taget alle tre point, Middelfart er tre gange gået fra banen som vindere, mens et enkelt af opgørene er endt uafgjort.
Der er kampstart på Middelfart stadion klokken 18.30, fredag aften.