AB kunne lørdag sætte sig i bussen tilbage til Gladsaxe med alle tre point i bagagen efter en imponerende 1-3 sejr på udebane mod Skive. Efter kampen fangede 3. række Steven Simpson til en snak om kampen, hvor han satte ord på både sejrens betydning og holdets tilgang.
AB fik igen en drømmestart, da holdet bragte sig foran allerede i det 6. minut – noget der efterhånden ligner en vane.
– Jeg synes, det handler om den måde, vi sætter os op som hold. Vi vil angribe fra første fløjt og lade modstanderen mærke, at det ikke bliver nogen nem kamp. Vi vil have, at de kan mærke vores intensitet fra minut 1 til 90+, og det er derfor, vi både kan score tidligt og sent i kampene. Vi prøver aldrig at slippe intensiteten, forklarede Steven Simpson.
Selvom Skive fik udlignet i første halvleg, var der ifølge Simpson ingen nervøsitet hos akademikerne.
– Vi tvivlede ikke et sekund. Tværtimod brugte vi det som motivation. Det vækkede os faktisk, og vi begyndte at spille bedre efter deres mål. Det gav os muligheden for at score to gange mere og dominere kampen, sagde han.
For Steven Simpson viser sejren, at AB’s trup er bygget af noget helt særligt.
– Det viser, at vi er et hold fyldt med stærke og beslutsomme spillere. Selvom vi rejser fem timer og er langt fra oprykning, spiller vi med samme engagement og intensitet, som hvis vi kun var én sejr fra at rykke op. Det vil komme os til gode i fremtiden, sluttede han.
AB spiller næste gang på udebane mod 2. divisions førerhold Aarhus Fremad, når de tørner sammen lørdag den 24. maj kl. 14.00.

