Thisted FC mistede denne sommer flere prominente navne.
Men klubben fra Thy benyttede alligevel lejligheden til at forlænge aftalen med en af klubbens største profiler, Emil Lagergaard, således parterne har papir på hinanden to år endnu.
Lagergaard udtaler til klubbens egen side, at forlængelsen var lige til, og han har stor tro på klubbens projekt.
– Det var let at skrive under på en ny aftale med klubben. Jeg er utroligt glad for at være i klubben og for at komme til træning, jeg nyder i stor grad omklædningsrummet og de folk der er tilknyttet vores hold og klub.
– Jeg føler, jeg har en masse at kunne bidrage med stadigvæk, så da klubben tilbød mig en ny aftale, var det lige til.
Thisted FC vinkede denne sommer farvel til flere profiler, som blandt andet Mikkel Agger, Daniel Johansen og Jeppe Svenningsen. Og det betyder ifølge Emil Lagergaard, at dem, som har været en del af Thisted FC truppen længere tid, skal tage endnu større ansvar og støtte de nye i truppen.
– Vi har mistet nogle prominente navne hen over sommeren og er blevet en yngre trup. Det betyder, at os, som har været her længere, skal tage endnu større ansvar.
– Jeg er selv en af de ældre og bærende kræfter på holdet, så der lander en masse ansvar på mine skuldre. Og det er også en rolle, jeg glæder mig til at tage på mig, afslutter Emil Lagergaard.
Lagergaard kom til Thisted FC i 2018 fra AaBs ungdomsafdeling, han har siden sin ankomst spillet hele 168 kampe for klubben.