Næstved fik for alvor at mærke Wagner og Thisted FC’s effektivitet i weekendens opgør, hvor offensivspilleren endnu en gang kom på tavlen. Og ifølge Wagner selv skyldes det både holdets spillestil og hans egen skarphed foran mål.
“Vi laver en ny kombination på et hjørnespark – jeg sparker, Oliver Jensen sender den ind, og så kan jeg følge den hele vejen, inden jeg header den i mål. På det andet opsnapper jeg bolden fra deres side, stopper keeperen og spiller den ind. Det er de små ting, der lykkes for os lige nu,” fortæller Wagner.
Han lægger ikke skjul på, at det føles godt at ramme formen:
“Vores spillestil passer mig perfekt. Jeg har holdkammerater, der sætter mig op, og jeg er blevet mere effektiv på de chancer, jeg får. Jeg skal ikke have mange muligheder for at score, og det er en dejlig følelse. Det er også derfor, jeg allerede har lavet en del mål.”

Selvom Næstved sad tungt på bolden, lykkedes det Thisted at holde dem væk fra de helt store chancer.
“De udfordrede os, fordi de havde bolden klart mest og var gode i deres pasningsspil. Men vi vidste, hvad de kom med, så vi var egentlig fint tilpas med at lade dem have bolden. De blev aldrig rigtig farlige, måske med undtagelse af en enkelt chance. Så på den måde lykkedes vores plan,” siger Wagner.
Og selvom Thisted lige nu topper rækken, er det ikke noget, spillerne lader sig rive med af:
“Vi er selvfølgelig rigtig glade og måske også en smule overraskede over, at vi ligger nummer ét. Men vi er nordjyder, så vi holder begge ben på jorden. Vi tager en kamp ad gangen, og så må vi se, hvor langt det kan bære. Men det er pisse fedt, at vi har haft så god en start.”
Som Wagner selv peger på, topper Thisted FC lige nu tabellen. Næste udfordring venter på hjemmebane, hvor nordjyderne tager imod FC Roskilde i næste weekend.

