Onsdag har BK Frem meldt ud, at man har lavet en aftale med 24-årige Thor Høholt, der senest var i Nykøbing FC.
Den unge centrale forsvarsspiller har siddet ude med en hofteskade siden november 2023. Han spillede sin seneste kamp for Nykøbing FC den 17. november 2023, da Falster klubben vandt 4-1 over Fremad Amager på udebane.
Nu skal den Thor Høholt så forsøge at få gang i fodboldkarrieren igen i BK Frem, efter en hård periode der afsluttede tre år i Nykøbing FC, hvor af det første var på leje fra Lyngby Boldklub.
Martin E. Jensen fra BK Frem udtaler om aftalen med Thor Høholt til bkfrem.dk.
“Vi er meget glade for, at Thor har valgt at genstarte sin karriere hos os. Han kommer med værdifuld erfaring fra både 3F Superligaen og 1. Division. vi ser frem til at hjælpe ham tilbage på banen efter en længere skadespause. Thor er en dygtigt skolet midtstopper med et højt teknisk niveau og et stærkt blik for spillet. Når han rammer sit topniveau, vil han uden tvivl blive en stor gevinst for holdet.”
Med mere end 18 måneder ude, er det naturligvis også en glad Thor Høholt, der nu glæder sig til at spille fodbold igen.
“Jeg er virkelig glad for at være ny mand i BK Frem! Jeg har været skadet siden start vinter 2023 og blev i slutningen af 2024 opereret i min hofte. Jeg er nu helt fit-for-fight og glæder mig enormt meget til at gøre mit comeback på fodboldbanen igen.
Det har været en hård periode for mig at være skadet i så lang tid, hvor man jo desværre som det er i fodboldverdenen bliver lidt glemt. Derfor gør det endnu større indtryk på mig at mærke den tro og opbakning som jeg har fået fra Daniel (Daniel Elly Pedersen, BK Frem træner, .red.) og klubben. Vi er meget på bølgelængde ift. hvordan vi får mig bedst muligt i gang, og jeg brænder enormt meget for at vise jer, at jeg er tilbage.
Jeg er lige flyttet til storbyen og bor tæt på klubben, og træningstiderne har passet godt ift. mit kommende studie. Energien i og omkring klubben har givet mig en god mavefornemmelse, og jeg ser frem til vinde en masse kampe sammen – og til at opleve den store opbakning fra de mange fans jeg har hørt så godt om.”
Thor Høholt har tidligere spillet for B36 Tórshavn, hvor han blandt andet spillede med i seks kvalifikationskampe til UEFA Conference League, ligesom det også er blevet til to korte indhop i 3F Superligaen for Lyngby Boldklub. Den unge midtstopper har fået sin fodboldopdragelse som ungdomsspiller i FC Nordsjælland.
BK Frem åbner sæsonen i CampoBet 3. Division på lørdag den 2. august, når holdet tager imod Sundby BK klokken 14:00 i Valby Idrætspark.














