Siden er midlertidigt langsom pga. serverproblemer. Vi arbejder på en løsning.

Vendsyssel FF henter midtbanetalent fra FC Midtjylland

Akwasi Owusu. /Vendsyssel FF / Foto: Vendsyssel FF
Akwasi Owusu. /Vendsyssel FF / Foto: Vendsyssel FF
Akwasi Owusu. /Vendsyssel FF / Foto: Vendsyssel FF

Vendsyssel FF har forstærket midtbanen med den 19-årige Akwasi Owusu, som har skrevet under på en etårig kontrakt med klubben. Den unge midtbanespiller kommer senest fra FC Midtjylland, hvor han både har spillet ungdomsfodbold og fået debut på førsteholdet.

Owusu fik sin officielle debut for FC Midtjyllands førstehold i en kamp i Oddset Pokalen i 2023, og han har tidligere været en del af både FCM og FC Nordsjællands akademier.

– Akwasi er en spændende, ung midtbanespiller, som vi er glade for at få tilknyttet truppen. Han har sine styrker i spillet med bolden samt i sin dynamik og arbejdsomhed. Derudover er han godt skolet gennem sin tid i to stærke talentmiljøer, så vi ser frem til, at han kan udvikle sig og udfolde sit potentiale i den hvide Vendsyssel FF-trøje, siger sportschef Jens Hammer Sørensen til klubbens hjemmeside.

Glad for at være i Vendsyssel

Akwasi Owusu ser frem til sin tid i klubben og håber at bidrage fra første fløjt.

– Jeg er glad for at have skrevet under med Vendsyssel FF. Det er en spændende klub, som jeg håber at kunne bidrage positivt til, så vi kan kæmpe med i toppen i denne sæson og give vores fans en masse at glæde sig over, udtaler Owusu.

Midtbanespilleren kan få sin officielle debut allerede på lørdag, når Vendsyssel FF tager imod HIK i første runde af CampoBet 2. Division på Nord Energi Arena.

Del artikel på