Thisted FC har fået en flyvende start på den nye sæson. Lørdag blev det til den anden sejr i træk på udebane mod Skive IK, og forinden havde nordjyderne vundet 2-1 over Fremad Amager i premierekampen. Christian Wagner har scoret et mål i begge kampe.
“Man kunne godt mærke, at der var intensitet. Om det var fordi, vi mødte Skive IK eller, om det er den måde, som vi spiller på med høj intensitet, det ved jeg ikke, men jeg synes, der var godt gang i den. Og på mit mål der bliver den spillet bag deres bagkæde, og jeg snakker om, at vi skal tage en masse dybe løb mod Skive IK, og så lægger Jonas Hansen den dybt, og jeg header til den første gang, og så går den heldigvis ind.
Vi bringer en masse intensitet og fight ind i kampen, vi vinder for det meste vores dueller, og så var vi skarpe på de chancer, som vi fik. Og så har vi Andreas Raahauge, som tager en masse redninger, og det hjælper selvfølgelig på det”, siger Wagner og roser spillerne omkring ham.
“Jeg scorede igen i dag og også i premierekampen mod Fremad Amager (Thisted vandt 2-1, red), og det er dejligt at fortsætte de gode takter fra foråret, og tage det med ind i den nye sæson. Men jeg har også et rigtig stærkt hold omkring mig, som er gode til at finde mig. Vi er kommet rigtig stærk fra start, og bygger videre på, hvad vi havde gang i sidste halvsæson. Jeg tror, at der er nogle hold, som undervurdere os lidt, og det synes jeg ikke, at de skal, for vi har et rigtig stærkt hold og en god struktur”, siger Christian Wagner til 3. Række.
Thisted FC har i denne uge høstet to sejre. Først i DBU Pokalen, hvor de vandt på udebane med 2-0 over Skødstrup SF og lørdag 1-2 sejren over Skive IK.














