IF Lyseng måtte for niende gang forlade banen uden point efter et 1-3 nederlag mod Brønshøj BK i Tingbjerg Idrætspark lørdag eftermiddag. IF Lysengs cheftræner Krzysztof Popczynski talte med 3. Række efter kampen.
Brønshøj BK startede kampen med en afslutning efter bare 5-6 sekunders spil og et par afslutninger efter det. Herefter overtog IF Lyseng kampen og fik spillet sig frem til nogle meget store chancer.
Alfa Muloko var for i feltet, men sparkede forbi mål. Nassim Bendaoud havde to gode spark. Det første ramte stolpen, mens det andet blev reddet af Brønshøj BK’s keeper. Der var også muligheder til gæsternes Jesper Broberg og Nikolaj Bregenov i 1. halvleg.
I stedet for bragte hjemmeholdet sig foran 1-0 efter 39 minutter, da Victor Faaborg udnyttede Pierre Larsens oplæg. To minutter senere scorede Abdul Samad Arshad sit fjerde sæsonmål.
“Vi kunne åbne kampen fire gange. Brønshøj kom på den første afslutning, men den var ikke rigtig farlig. Jeg synes, at vi var forberedt og havde vores muligheder. Men vi er dårlige i begge felter. Hvis vi åbner kampen ved at score, så ville det være blevet meget anderledes.
Jeg synes, at vi spiller en fornuftig 1. halvleg, men så får Brønshøj to billige mål på to minutter.”
I 2. halvleg fik Alfa Muloko reduceret til 2-1 med et flot skud fra kanten af feltet. Målet kom lige efter en stor chance til Brønshøj BK’s Victor Faaborg. Med 10-15 minutter tilbage af kampen fik værterne deres tredje scoring i kampen, da Jakob Johansson kastede sig ind i Pierre Larsens indlæg.
“Vi kommer tilbage efter pausen, men så falder vi igen. Og Brønshøj kan score meget nemt score til 3-1. Så det fortsætter bare hele tiden i alle kampe – ikke kun i dag.”
IF Lyseng har nu tabt alle ni kampe i CampoBet 3. Division og befinder sig på sidstepladsen med otte point op til nummer 11. De fleste af kampene har været tætte, men Krzysztof Popczynski vil ikke høre på, at man har været uheldig.
“Vi ligger, som vi ligger. Vi har nul point, fordi vi ikke er skarpe i begge felter. Mange siger, at vi er uheldige. Jeg vil sige, at vi bare mangler kvalitet.”
Mens det har haltet i ligaen, så har der været succes i Oddset Pokalen. Her er IF Lyseng klar til 4. runde efter en overraskende sejr over FC Roskilde i 3. runde. Krzysztof Popczynski mener ikke, at man kan sammenligne de to turneringer.
“Jeg har faktisk ikke tænkt på pokalen. Det er dejligt at være kommet videre, men det er i ligaen, at vi skal finde vores muligheder. Der var ingen tvivl om, at Brønshøj var bedre og havde mere kvalitet, rent teknisk. Men det er os, som havde chancerne i dag.
Og det er træls, at vi ikke sender bolden i mål. Hvis vi åbner kampen, så bliver det meget anderledes. Så er det Brønshøj, som skal komme tilbage. Men den følelse har vi ikke haft lige siden sæsonens første kamp. Vi er bagud hele tiden.”
I næste runde skal IF Lyseng igen til København. Lørdag den 4. oktober kl. 14.00 møder de BK Frem på Valby Stadion.