Der blev løftet øjenbryn hos de fleste divisionstilhængere, da Næstved sidste sommer offentliggjorde, at træner Patrick Birch Braune trak sig fra sin stilling som cheftræner efter mindre end ét år på posten.
Siden har der været helt stille omkring den 37-årige tidligere træner.
3. Række har talt med Patrick Birch Braune om blandt andet tiden efter Næstved og om, der fortsat er en fremtid på sidelinjen som cheftræner.
– Næstved og jeg så forskelligt på, hvordan fremtiden skulle gribes an, og den vej, Næstved ville gå, kunne jeg ikke rigtigt se mig selv gå med på. Det lærte mig, hvor vigtigt det er at afstemme visioner og strategi. Jeg havde dog en rigtig god tid i klubben, som jeg stadig holder meget af og ønsker det bedste for ligesom jeg gør det for min barndomsklub AB.
Braune har ikke siden sommeren 2024 stået på sidelinjen som cheftræner. Derfor har der været masser af tid til at reflektere over tingene efter tiden i Næstved.
– Jeg har givet mig tid til at tænke mig om og ikke bare springe ud i hvad som helst. Samtidig har jeg fordybet mig i strategi og ledelse, som jeg har præsenteret for fodboldbestyrelser rundt om i landet. Det har givet mig nye, gode værktøjer, jeg tager med mig ind i arbejdet med trænere og hold.

Patrick Birch Braune arbejder i dag for DBU. Foto: DBU
Braune arbejder i dag som konsulent og læringsingeniør for DBU hvor han står for at udvikle og forme undervisningen på UEFAs træner uddannelser samt producere undervisningsmateriale.
Og selvom det er et job han er meget glad for, lever drømmen om en cheftrænerstilling stadigvæk i den unge træner.
– Jeg har stadigvæk en trænerdrøm i maven, men ikke for enhver pris. Det skal være et rigtigt og ordentligt projekt. Da DBU tilbød mig en stilling hos dem, sagde jeg ja med det samme, og det har jeg ikke fortrudt et sekund. For mig handler det om udvikling, hvad enten det er spillere, trænere eller klubber.
– Der har været nogle henvendelser fra klubber både i Danmark og i udlandet. Men jeg går efter projekter med en tydelig retning, gode mennesker og en stærk kultur. DBU føles som det helt rigtige for mig, og her kan jeg virkelig være med til at gøre en reel forskel, slutter Braune.
Patrick Birch Braune nåede ifølge Transfermarkt at repræsentere Næstved 25 gange, inden han stoppede i sommeren 2024.
Foruden sin tid i Næstved nåede han at være otte år i AB i roller som blandt andet U17- og U19-træner samt talentchef, inden han i 2019 overtog jobbet som cheftræner for klubbens førstehold.