Boldklubben FREM har sikret sig en spændende offensiv forstærkning frem mod forårssæsonen.
Den 20-årige offensivspiller Javany Lawrence skifter til Valby-klubben på en toårig kontrakt og skal bidrage i kampen om oprykning til 2. division.
Lawrence kommer til FREM fra HIK og bliver set som et dynamisk og sprængfarligt kort i den offensive del af holdet. Han har allerede været forbi Valby og ser frem til at trække den blå trøje over hovedet i det nye år.
“Jeg er meget glad for at have skrevet en 2-årig kontrakt med Boldklubben FREM. Klubben har vist stor tillid til mig, og jeg ser frem til at komme i gang og give alt for holdet,” siger Lawrence forud for sit skifte.
Den unge offensivspiller har tidligere repræsenteret både HB Køge og FA 2000, og han bringer både teknik og fysik med sig til Valby Stadion. Egenskaber, som kan give ekstra underholdning, og mål, til fremmerne i foråret.
Hos FREM er der stor tilfredshed med tilgangen. Sportschef Beran Camili fortæller, at Lawrence længe har været på radaren i Valby.
“Javany er en spiller, vi allerede var i dialog med hen over sommeren, men det er først nu, at det er lykkedes os at nå til enighed. Med Javany får vi en spiller, der vil styrke vores offensiv markant og bidrage med kvaliteter, som komplementerer vores hold rigtig godt,” lyder det fra sportschefen.
Javany Lawrence støder til truppen, når FREM genoptager træningen i januar 2026.















