Ishøj IF tog deres anden sejr i træk, da de 3-1 hjemme mod FC Helsingør i CampoBet 2. Division. 3. Række talte med cheftræner John Bredal efter kampen.
De første syv kampe i sæsonen bød på nul sejre for John Bredals mandskab, men det var samtidig nogle tætte kampe, hvor udfaldet sagtens kunne have været anderledes. Men i de to seneste kampe er det blevet til sejr og holdet har bevæget sig væk fra sidstepladsen og er nu at finde på 9. pladsen.
“Vi spillede tætte kampe i starten. Vi mødte nogle rigtig stærke hold med et andet setup, hvor det var tæt, men vi havde ikke marginalerne. Vi arbejdede stadig med detaljerne. Så møder vi nogen af vores egen kaliber. Der har vi så trukket det længste strå. Jeg har egentlig været tilfreds med hele opstarten, hvor mærket den lyder.
De store drenge træner 6 gange om ugen og vi træner 3,5 gang om ugen. Men jeg synes stadig, at vi er godt med og har gjort det fint. Så jeg har egentlig været fuld af fortrøstning. I de sidste tre kampe har vi også været gode.”
Ishøj IF har i næsten et års tid ikke måtte skrive kontrakter, hvilket har gjort det svært at forstærke truppen. Omvendt har de andre hold i CampoBet 2. Division kunne styrke deres trup.
“Vi har jo ikke kunne hente spillere i 11 måneder, fordi vi ikke kan skrive kontrakter. FC Helsingør havde tre nye med, som jeg ikke havde set før. Alle har oprustet. Fremad Amager har hentet en tidligere Superliga-spiller (Matti Olsen, red.). Vi har, hvad vi har og har haft. Og det arbejder jeg så benhårdt med sammen med min stab.”
Lørdagens kamp gav som skrevet en 3-1 sejr mod FC Helsingør. Josef Moussa gav hjemmeholdet en drømmestart med en scoring i det første minut. I 2. halvleg gjorde Mads Pasternak og Mohamed Azaquoun det til hhv. 2-0 og 3-0, inden Rasmus Sjøholm reducerede til 3-1 med et flot skud. Men det var en kamp, som kunne være endt med en større sejr, ifølge John Bredal.
“Vi kunne have ført både 2-0 og 3-0 ved pausen. Og vi kunne også have gjort det større i anden halvleg. De høvler en op i hjørnet, som var rigtig flot. Ellers har vi styr på dem. De har en chance ud over den, de scorer på og det de scorer på vil jeg ikke kalde en chance. Men det når heldigvis ikke at blive spændende. Vi styrede kampen og var det bedste hold.”
Næste modstander for Ishøj IF er Skive IK. Her kan en sejr sende Ishøj IF yderligere væk fra bunden og de kan begynde at blande sig i et tæt miderfelt. For lige nu er der et lille hul fra nummer syv til nummer otte, men meget kan nå at ændre sig.
“Kampen mod Skive bliver en om vi skal have fat i midten eller om vi stadig skal ligge i bunden. Rækken er tæt, men den er knækket lidt. Hvis vi skal være med, hvor det er sjovt, så skal vi gå efter sejren. Det er der ingen tvivl om.”
Kampen mod Skive IK spilles lørdag den 4. oktober kl. 14.00 på Hancock Arena i Midtjylland.