FA 2000 kan glæde sig over at beholde en af efterårets helt store profiler. Mican Atici, der har været blandt de mest målfarlige spillere i CampoBet 3. Division med ti sæsonscoringer, har sat sin underskrift på en ny kontrakt, som binder ham til klubben frem til sommeren 2027.
Det bekræfter FA 2000 på deres sociale medier.
Cheftræner Semere Haile er både tilfreds og stolt over, at angriberen har valgt at fortsætte på Frederiksberg.
– Vi er meget tilfredse med at blive enige med Mican om en ny aftale. Han har virkelig leveret et flot efterår sammen med resten af hans holdkammerater.
– Micans udvikling har ganske enkelt været imponerende. Det er ikke kun hans mange mål, men også hans generelle udvikling på og uden for banen. Jeg er sikker på, at han vil fortsætte de gode takter ind i en spændende forårssæson, som vi går i møde, siger Haile.
Cheftræneren fremhæver også, at forlængelsen er et tegn på, at klubbens strategi virker – nemlig at hente spillere, som endnu ikke har slået igennem, give dem tid, tillid og en stærk kultur at vokse i.
– Vi er meget glade for at kunne fortsætte samarbejdet med en så dedikeret og dygtig spiller. Vi ser frem til mange flere gode præstationer og udviklingsskridt i de kommende sæsoner, lyder det fra Haile.
Den 23-årige Atici kom til FA 2000 i sommer og har tidligere haft ophold hos B.93, AB, HIK, Ishøj og Brønshøj Boldklub, før han fandt sin form og for alvor fik gennembruddet på Frederiksberg.
