Fremad Amager har hentet 19-årige Nikolaj Larsen, der var ejet af FC Helsingør, men det sidste halve år har været udlejet til Thisted FC. Her spillede han 14 kampe og var en del af et Thisted-hold, der leverede et af rækkens flotteste efterår.
Larsen har fået sin fodboldskole på Brøndby-, AaB- og AC Horsens’ akademier, hvor han udviklede sig til en moderne og positionsfleksibel forsvarer. På Amager får han nu chancen for at bygge videre på seniorerfaringen og kæmpe om en fast plads i bagkæden hos Øens Hold.
Sportschef David Boysen ser store kvaliteter i nyindkøbet og fremhæver især alsidigheden:
”Nikolaj har en fantastisk pakke, som indeholder mange af de ting, man kigger efter i moderne fodbold. Han kan dække alle pladser i bagkæden og spiller med kæmpe passion og energi. Det glæder jeg mig til, at vi får at se udfolde sig i Sundby Idrætspark.”
3.Række fanger Nikolaj Larsen til en kort udtalelse om hans skifte:
“Det er et virkelig spændende projekt, der er i gang i Fremad Amager med mange nye ansigter. Jeg føler, Fremad Amager har vist stor interesse fra første gang jeg talte med David Boysen, og jeg glæder mig til at gøre mit for at hjælpe klubben tilbage på rette spor og hjælpe holdet til en masse sejre her i foråret, og så er jeg sikker på, at vi næste sæson er klar til at spille med om oprykning i 1. Division.
Det hele er gået rigtig stærkt de sidste par dage, men jeg er helt klar til at begynde og glæder mig til at hilse på både spillere og trænere.”
Fremad Amager overvintrer på en 8. plads i CampoBet 2.Division.
















