Efter seks kampe uden sejr fik Skive IK alle tre point, da de lørdag vandt 3-2 hjemme mod Brabrand IF. Frederik Sloth var for anden kamp i træk på pletten for skibonitterne.
Skive IK kunne gå til pausen med en 2-0 føring, og kom også foran 3-0 med 12-13 minutter tilbage af kampen. Det blev dog lidt for neglebidende på Hancock Arena, da Brabrand fik reduceret to gange i slutningen af kampen.
”Det var en kamp, hvor vi var i god kontrol. Vi fik lagt et godt tryk på Brabrand og skabte en masse chancer. Derudover stod vi imod de ting de kom med. Til sidst blev kampen så mere spændende end den burde, men vi fik heldigvis de tre point.”
Frederik Sloth scorede selv målet til 2-0 og er nu oppe på tre ligascoringer denne sæson. Ligesom i sidste uge, da han scorede mod VSK Aarhus, stod Sloth igen det rigtige sted.
”Målet var et indlæg fra højre side, som vores angriber fik lagt tilbage i feltet til mig. Så sparkede jeg den ind.”
Det blev som sagt lidt for spændende til sidst, da Marcus Bay Jensen og Rasmus Juul fik reduceret for Brabrand IF. Det blev unødvendigt spændende for Skive IK, hvilket det, ifølge Sloth, ikke burde være blevet.
”Det blev utrolig nervøst til sidst, specielt da de fik scoret til 3-2. Det er klart, at vi aldrig må lukke dem ind i en kamp, vi har så meget styr på.”
Med sejren befinder Skive IK sig på 8. pladsen med ni point. Ikke helt tilfredsstillende for dem, da de var en del af oprykningsspillet i sidste sæson. Sloth har egentlig været tilfreds med spillet, men ser også område, som skal forbedres.
”Vi er ikke tilfredse med den pointhøst vi har fået indtil videre. Vi synes, at vi har spillet noget god fodbold i mange af kampene. Nu skal vi bare være skarpere i felterne og havde udbytte af det. Det vi fik mod Brabrand.”
Næste kamp for Skive IK er en udebanetur til Sjælland. Søndag den 28. september kl. 13.00 møder de Næstved BK i MTM Service Park i CampoBet 2. Division.